Så er vores safari i Kruger National Park endelig begyndt. Vi er spændte på, hvad de næste dage bringer. Parken er et af de største vildtreservater i Afrika. Den dækker et areal på 19,485 kvadratkilometer i provinserne Limpopo og Mpumalanga i det nordøstlige Sydafrika, og strækker sig 360 kilometer fra nord til syd og 65 km fra øst til vest. Områder af parken blev først beskyttet af regeringen i den Sydafrikanske Republik i 1898, og blev først Sydafrikas første nationalpark i 1926. Mod vest og syd for KNP ligger de to provinser Limpopo og Mpumalanga. I nord er Zimbabwe, og mod øst er Mozambique. Det er nu en del af Great Limpopo Transfrontier Park, en fredet park, der forbinder Kruger Nationalpark med Gonarezhou nationalpark i Zimbabwe, og med Limpopo nationalparken i Mozambique. 147 arter pattedyr er registreret her, herunder "The Big Five" (løve, elefant, næsehorn, bøffel og leopard) samt 510 fuglearter. Allerbedst er sæsonen fra august til starten af oktober, når vegetationen er tyndere og manglen på vand tvinger dyrene hen til de helårlige vandhuller og floder, hvorfra dyrene er nemmere at se. Paradoksalt nok er antallet af turister i KNP størst i de varme, fugtige sommermåneder, hvor vegetationen er langt grønnere og dyrene er sværere at spotte. Jeg er sikker på, at vores beslutning om at komme i den sydafrikanske vinter er helt perfekt. Vejret kan vi ikke klage over. Her er i hvert fald over 30 grader.
Hip hip hurraaaa.....i dag er det mor Birgittes fødselsdag! Vi håber du får en hyggelig dag. Vi sender dig mange tanker hernede fra.
Vi stod op til en smuk solrig dag. Uden for hytten var grillen væltet og affaldsposens indhold væk. Først troede jeg at det evt var et par store fugle som havde været på spil, men da vi så at der var aber rundt i træerne måtte de være synderene. Udsigten var pragtfuld, med mange forskellige fugle i træerne. Morgenmaden (æg/bacon og brød) blev tilberedt i det sparsomme fælleskøkken og nydt på terrassen inden vi pakkede sammen og kørte ud af Malelane rest camp. Planen i dag er at køre fra Malelane til Skukuza via Pretoriuskop. Det bliver en kombination af asfaltfaldvej og forskellige loops, der som regel er grusveje. Travlt har vi ikke. Vi skal bare være i Skukuza inden kl. slår 18.00. Vi startede med at køre mod Berg-en-Dal, hvor vi tog Matjulu loop.
Her så vi Common reedbuck og impala. Også flere elefanter kom til syne. Vi fortsatte længere op hvor vi drejede af og tog Mlambane Loop. Her så vi først 4 Warthog - vortesvin: mor, far og to unger. De er grimme og sjove på samme tid. Vortesvin har en grå krop sparsommeligt dækket af grove hår, en mørk grov manke og opadbuede stødtænder. Den har sit navn efter de vortelignende gevækster på ansigtet (hannen har fire, hunnen to)
.Vortesvin græsser på forskellige græsområder, hvor den leder efter knolde og rødder ved at grave med sine stødtænder. Om natten sover flokken i et netværk af huller for at skjule sig for rovdyr.
Vi stødte på flere forskellige hjordeflokke og én enkelt zebra. Pludselig var der en kæmpe flok elefanter, som nød et lille mudderhul og to African Buffalo (bøfler). Bøflen kan veje op til 800 kilo, hvilket betyder at den ikke har mange naturlige fjender. Det sker dog, at den bliver bytte for løver og krokodiller. Bøfler er afhængige af at have et vandhul i nærheden, både til at kunne drikke, men også til at kunne rulle sig i mudderet. Bøfleer lever i flokke på omkring 30-50, men det er heller ikke usædvaneligt at møder enkelte tyre, som i vores tilfælde. Det gælder om at holde en vis afstand, da bøfler kan være ret farlige. Det er nogle imponerende dyr, som vi kunne bruge lang tid på at kigge på. Især bøflerne med deres imponerende (og farlige) horn var smukke.
Nu har vi set de to første dyr ud af "the big five". Det bliver spændende om vi møder alle fem på vores vej. Længere oppe så vi skyggen af flere Chacma Baboon i det fjerne. De var dog for langt væk til et ordentligt billede.
Herefter satte vi kurs mod Pretoriuskop camp mod vest, som vi havde sat os for skulle være ét stop på vejen mod Skukuza. Her spottede vi en en lille Dwaf Moogoose, som dog hurtigt forsvandt igen. Vi havde brug for et hvil, samt få stillet sulten og få bilen tanket (720 rand for 51 L), samt ikke mindst kunne bruge toilettet. I KNP står du ikke bare ud af bilen, hvis du skal tisse. Det er i hvert fald på eget ansvar og ikke noget jeg skal nyde noget af. Om ikke andet var det også rart lige at strække benene.
Da klokken havde passeret 15.30 var det på tide at sætte kursen mod Skukuza rest camp. Vi tog den asfalteret vej, da grusvejene tager længere tid. Der er fartgrænser i KNP pålydende 40 og 50 km/t, men parken anbefaler 25 km/t, da det selvfølgelig er nemmere at "spotte" dyr, når farten ikke er høj. Derfor gælder det også om at planlægge vores ruter ordentligt, med tiden i mente. På vejen gjorde vi stop ved "dammen" Shitlhave. Det første vi så var et kæmpe enligt hvidt næsehorn, som var ved at græsse. Det hvide næsehorn har fået sit navn efter det hollandske
"weit" (bred), der fejlagtigt er blevet til
"white" - hvid. Betegnelsen refererer til de firkantede læber, som bruges til at nappe græs af med, hvorimod det sorte næstehorn (som iøvrigt har samme farve som det hvide) er mindre og har en kraftig overlæbe, der er beregnet til samle føde fra træer og buske. Næsehornet var ret ligeglad med os, hvorimod vi var ret imponeret af den. Nu er vi oppe på tre ud af "de fem". På den anden side af dammen var en kæmpe flok bøfler ved at slukke tørsten, alt imens en enkel flodhest indimellem stak hovedet op af vandet. Da bøflerne nærmere sig os smuttede vi roligt videre.
Videre tværs over mod Skukuza stoppede vi ved dammen "Transport", hvor vi så to giraffer. Den ene var ved at slukke tørsten, som gøres ved at gå helt ned i knæ. En udsat position, hvis der er rovdyr i nærheden. Det sidste stykke af vejen mod campen så vi flere forskellige hjordeflokke, et par kuduhunner, giraffer som var ved at æde (langt inde) samt to andre næsehorn på tur. Tiden var igen ved at spille en afgørende rolle for os, så vi havde ikke rigtig tid til at nyde de to i ret langt tid. Hvis du ikke er i campen til tiden får du en bøde. Der er dog mulighed for, at få kompensation hvis du er mindre end 10 km væk fra gaten. Hvordan og hvorledes det hænger sammen og fungerer har vi dog ikke i sinde at finde ud af.
Vi nåede da også campen godt tyve minutter inden "lukketid", så egentlig havde vi jo god tid. I campen fik vi handlet til aftenmaden.....grillet beef og pork chops med salat, grønsagsspyd, brød, samt rødvin, sodavand og kaffe til sidst! En perfekt afslutning på en perfekt dag. Safari er ligesom vi har fortstillet os. Det er en oplevelse i sig selv at nyde naturen i forsøg på at spotte de forskellige dyr. Tiden på vejene går langt hurtigere end du kan fortstille dig. Der er noget at se på hele tiden, selvom der ikke er dyr i sigte. Jeg er sikker på, at vi sover godt i nat.
Efter en god nats søvn stod vi op og nød stilheden i vores lille bungalow, som er helt i den afrikanske ånd. Rund med stråtægget tag. Omkring kl 10.00 forlod vi Skukuza rest camp efter en omgang morgenmad bestående af æg, bacon og brød. Da der ikke var noget komfur måtte vi lave morgenmaden på grillen. Det tog lidt længere tid, men kunne sagtens lade sig gøre. Vi har købt køleelementer og et par termotasker, så vi kan opbevare vores mad- og drikkevarer køligt. Selvom det er over 30 grader om dagen her virker det perfekt. Selv smørret er stadigt fast efter en hel dag i bilens bagagerum. Skønt. I dag kører vi fra Skukuza til Lower Sabie, hvor vi har to overnatninger.
Vi kørte af grusvejen ned mod Renosterkoppies, hvor vi kørte omkring Stevenson Hamilton Memorial, hvor udsigten var enorm. Her kunne vi stå ud af bilen og stække benene lidt. Her var der store klipper og udsigten ville ingen ende tage. Vandhullerne undervejs var desværre tørre. Generelt er det en meget tør vinter. Det har vist været længe siden at det har regnet. Det var lidt sparsomt med dyrene på denne strækning, men vi så dog dyr som elefant, impalaflokke, forskellige fugle, herunder den sjove southern Groun Hornbill og giraf. Vi fortsatte af grusvejen N'watimhiri Road og drejede af på asfaltvejen det sidste stykke mod Lower Sabie. Campen ligger langs en flod og synet var storslået. Elefanter i kæmpe flokke, ligeledes flodheste, hjordeflokke, giraffer. Vi nåede vores bungalow som lå helt ud med udsigt til floden, kun adskilt af et hegn. Vi pakkede ud og handlede til aftenens grill. Sidst på dagen kørte vi ud tæt ved campen, hvor der ligger et stort vandhul. Her var der storke, krokodiller, flodheste og hjorde på bredden og i vandet. Hundredevis af elefanter og flodheste opholdte sig langs floden. Et gyldent øjeblik var da en flok elefanter skulle krydse vejen. Hunnen som havde en unge stoppede med ét op midt på vejen og kiggede i vores retning. Ørene var slået ud og snablen trukket op. Hun var helt klar på vagt og vi sørgede for at holde os på afstand. En vred hunelefant som vil beskytte sin unge kan gøre stor skade, hvilket vi ikke var interesseret i. Efter et stykke tid passerede flokken og drog ned mod floden. På en sandbanke lå en enlig løvinde og hvilede sig. Hun var så smuk som hun lå der. Der var ikke andre løver i nærheden, hvilket kan undre, idet løver er flokdyr. Især hunløver bliver i sin flok hele livet og det er som regel hanløver, der bliver jaget ud af flokken af de ældre hanner. Her går hanløven enten alene eller sammen med andre unge hanløver indtil den/de bliver stærke nok til at tilkæmpe sig magten i en ny flok. Da vi kørte tilbage mødte vi en flok baboons i forskellige størrelse. En perfekt afslutning på en skøn dag. Da vi grillede aftensmaden spiste elefanterne helt oppe ved hegnet og også flodheste var helt forbi. Vi kunne til sidst ikke se dem....men høre dem!
